paa have de en meget stor Bug, hvorved de ere godt skikkede at gaae i Søen og at indtage en betydelig Last.

    Da vore Jægte bære den største Last over Vatterbord, saa reiser man paa Siderne "Omstøringer" der er Stillatser fra Vattenbord der staae perpendiculair op, der forsynes med Bord eller Bredder, saa at man kan rumme meget mere over, end under Langnisse. Naar Ladningen er indtagen, der ofte gaaer midt op i Masten, binder man ovennævnte Omstøinger ved "Skjærliner" over Fiskefarmen til-hinanden meget stærkt og legger derover Flaker  d.e. vandtætte Luger af Bord. Man har for omtrent en 10 Aaar siden begynt at bygge en Overbygning paa Siderne, istedetfor de løse Bord, der lagdes i de saakaldte Omstøinger, hvilken Overbygning er saa meget mere hensigtsmessig, som den støtter Farmen og huindrer, at Lasten ei kan omstyrtes og forvolde Fartøjets Forliis. Vel kan disse Overbygninger gjøre Bredder unødvendige, naar Lasten ei er Fisk, thi de give Havet tryggere Spillerum, end ved de opsatte Bord, der først nu opstables over Overbygningen. Det er ei sjeldent i gode Fiskeaar, at se vore Jægte laddede lige i Langnisen med en Farm, der naaer nesten midt op i Masten, hvor nødvendig synes ikke her en Bevæbning med det fraadende Hav, der var fastere en blot Bord! Man bør dog legge Mærke til, at vore Søefolk paastaae, at være paa Hjemhavn saa svært lastede Fartøjer lette sig i Havet; urimeligt er det ei, da Saltvandet maa have en langt større specifik Vægt end Fjordvandet.

    Masten paa disse Fartøjer er kun en, i hvor svært Fartøjets Drægtighed er, men dens Størrelse er forskjellig efter Maskinens størrelse, hvis Seil den skal bære. En fuldkommen Mast regner man maa være 60 Fod lang, med 10 a 12 Tom mers Top. Et saadant Træe findes sjeldent ubeskadiget i vore Skove, dog finder man ofte meget høje Træer, der kan bruges til mindre Fartøjer. Til de store Fartøjer henter man sædvanlig Masten fra Namsen og betaler et saadant Træe paa Stedet med 40 til 90 Spdr. Man have ogsaa havt Exempel paa at Masten er bleven skudt og med Jernringe saavel forsynet, at den i flere Aaar have gjort en god Tjeneste, hvilket med tiden nok vil blive en Nødvendighed. Denne mast er forsynet med med forsvarlige Mastetaug, der kaldes "Vant". Disse er almindelig 6 i Tallet paa hver Side aldrig mere, men undertiden mindre, efter Fatøjets Drægtighed og Mastens Størrelse, som de skal støtte. I Forstavn er Staget fastgjort, der ligesom Vanterne holde Masten; man har ogsaa agter ud et Stag, der er fastgjort paa Vængstokken. I Mastens Top er "Fløjtet", det er et Hul hvorigjennem Draget gaaer.

    Draget er et stærkt Taug, der gaaer igjennem Fløitet med den ene Ende, som er fastgjort i Raaen af Seilet, med den anden er Draget forenet med "Løberen", der er et mindre Taug, der ved Enden af Draget er, med nogle Blokke, forenet med Dragenden og gaaer 3 a 4 dobbelt imellem disse og ned i  Knægten, imellem 2.de Blokke. I Løberen gaaer Greistangen , der tjener til at holde den 3 a 4 dobbelte Løber uden Snur, der ville hindre Seilets Gang. Seilet er ved Rakken forenet til Masten. "Rakken" er et Taug forsynet med runde Triller, der gaaer om Masten og hvis Ender ere fastgjorte i Raaen, hvortil Storseilet er bunden. Betænker man nu at Raaen er en stur tyk Stok af Seilets bredde, og at den skal heises i Veiret med Haandmagt, imedens Vinden lægger i Seilet, saa vil der en betydelig Kraft til. Vel har man søgt at lette dette Arbeide ved Løberen , der gaaer igjennem Knægten, der er et Træe, der staaer ved Vængen, men dog udfordres en meget stor Kraft, hvorfore vore Jægte ere om Vinteren bemandede med 14 til 16 Mand.

    Seilet bestaaer af Forseilet, dette er paa en Middels Jægt 18 til 20 Alen bredt, dets Længde er forskjellig efter Jægtens Drægtighed. Raaen hvortil Storseilet er fæstet, er i hver Ende forsynet med et Taug som kaldes "Brasen" der tjener til at spille Seilet efter Vinden. Til Storseilet er heftet 4 a 5 Bonetter, disse ere smaae Seilduge af større eller mindre Længde, men af samme Bredde som Storseilet og fastgjorte til samme og indbyrdes med hinanden, ved Hemper forende. Disse kan rives d.e. tages ned med Hensyn til Vindens Styrke, derfore høre vi Søemændene tale om at de seilede for et eller to Bonet. Prierne ere derimod visse Taug, der ere med den ene Ende knydte til Seilet og Bonetten og gaae derpaa omkring Masten med den anden, som ved en Blokke er fastgjort midt i Seilet, gaaer derpaa ned og sættes fast i Vanterne. Roret er en stor Træstok tilhugget, som et almindeligt Skibsror, der styres ovenpaa Vængen og er efter efter Fartøjets Drægtighed større eller mindre. Endelig høre til et Fartøi 3 Ankere hvoraf det ene kaldes: Fals Ankeret; det andet daglig Ankeret, og endelig det mindste Hvarp Ankeret. Ved Vængen staaer 2.de Pomper hvorved Vandet udpomnpes. Endelig hører til en Jægt 2.de Bunkaarer hvormed man forgjeves roer, om ei Strømmen hjelper.

    Disse Fartøjer har man begyndt at bygge i Ranen. Hr. Knudt Iæger var den første der brugte hertil Ranværinger, forhen maate man faae Arbidere fra Salten, Disse Jægter seile meget hurtig og i en god Vind have de fra det nordlige Helgeland, lagt Vejen tilbage til Bergen paa 3 a 4 Døgn. Til Krydsning ere de derimod i stærk Storm uskikkede, da de ei kunne Stagvende, men maa gaae om for Vinden. Anskaffelsen af saadanne Fartøjer koster sfter Fartøjets d

Drægtighed fra 2 til 3000 Spdr, hvorfore det er en simpel Bondemand umulig at anskaffe sig samme. Regjeringen har derfor sørget for at der skulle være Skippere i Nordland og ved at tilstaae saadanne visse Prærogativer i Forordning af 6 Marts 1739 opmuntret til Skipperbrugs Oprettelse, hvorom vi nedenfor skal tale. Disse foraldede Artikler beraabes vel paa, men da de næsten idelig bruges, synes de deels at trænge til nye Indskjærpelse, deels til mere hensigtsmæssige Fornadringer. Vel har nogle Bønder forenet sig om at anskaffe sig en Jagt, men af Mangel paa Føring synes deres Speculation at falde bort af sig selv.
    Da ere store og en Jagt, naar den vedbørlig holdes vedlige og forsynes med Tjære kan vedvare i 20 til 30 Aar, om ingen Ulykke rammer, saa er der fler som ønsker sig dette Levebrød end dem der kan naae det.

    I hvor svære disse Fartøjer ere sættes de op paa Land naar de ere brugte, som sker ved Folkemagt, ved Spil, Skruver og Bagser. Naar Faretøjet bliver læk, da klinkes det op og drives ei, hvilket er en Følge af dets Bygningsmaade.
    Tendring er i alle Maader bygget som en Jægt, men har kun faaet Navn af, at den ere meget mindre. Den afskaarne Bagstavn udgjør den væsentlige forskjel paa den og en Slagbaad. Det er kun til smaae Reiser, hvor ubetydelig Ladning skal indtages, man betjener sig af disse.