Målet med å komme på UNESCOs liste over immatriell kulturarv var at sikre , at vi fremover stadig kan bygge og bruge de nordiske, traditionelle, klinkbyggede både. Opskriften på at nå det mål er i princippet enkel: Fasthold eller skab en interesse, en efterspørgsel og et marked for bådene, så vi antallet af både bådbrugere og bådebyggere fastholdes eller stige.
 

Flere og flere maritime højskoler og ungdoms- og kystvejlederuddannelser, frivillige bådelaug m.fl. har da også fået øje på kvaliteterne i de traditionelle trebåde. Bådene giver mening i kystfriluftslivet og i undervisningen fordi de har en naturlig tilknytning til kystlandskaberne og kystkukturhistorien. De giver mening i en tid, hvor vi har brug for at genopdage glæden ved at færdes i naturen og forstå, hvordan vi bruger og påvirker den. Så langt, så godt.
    Dette indlæg handler imidlertid "kun" om den del af det UNESCO i 2021 anerkendte som umistelig  levende kulturarv, nemlig klinkbådebygning. Og om nødvendigheden af af at definere de forskellige former for bådebygning, der i dag bærer de nordiske klinkbådtraditioner videre - og dem deg ikke gør ...

    Meget få steder i Norden er det stadig mulig at få bygget en klinkbygget traditionell båd på den måde den er blevet bygget på de sidste godt tusinde år. De fleste steder er denne ældre metode, som man kunne kalde den lokalt frankrede, traditionelle klinkbygningsmetode, af forskellige grunde blevet glemt, og en anden metode har udviklet sig henover de seneste 100 - 150 år. Denne nyere metode baserede sig også på evnen til at bygge både efter kundens ønske, men på baggrund af tværstående skabeloner. Sidstnævnte metode har udviklet sig til det jeg i dag vil kalde for den tegnings- og opmålingsbaserede klinkbygningsmetode. 

​

Den store forskel
 

​Den store forskel på de to metoder er, at hvor bådebyggerne der er udlært indenfor den lokalt forankrede klinkbygningsmetode kan formgive og bygge en specifik lokal båd indenfor en lokal tradition efter en kundes ønsker, tager den tegningsbaserede metode udgangspunkt i en tegning eller en opmåling af en a-ældre, traditionel, klinkbygget båd. Dvs. bådebuggeren lærer ikke, som udgangspunkt, at formgive en specifik båd udfra en kundes ønsker. Styrken ved den førstnevnte metode er, at her bygges bådene med et indgående detajeret kendskap til en specifik lokal byggetradition, med grundlag i generationers erfaring med de lokale farvandsområder, materialtilgange, formforståelse og byggeteknik. Denne metode har været videregivet i over 1000 år, fra mester til lærling gennem konkret bådebygning, uden nogen form for tegninger eller skabeloner. Styrken ved den tegningsbaserede metode er, at bådebyggeren bliver udlært i primcipielt at kunne bygge en hvilken som helst båd, blot der er de nødvendige tegninger og opmålinger, eller et fysisk eksemplar af den traditionelle båd der skal bygges efter. OG så er  der naturligvis en masse mellemstadier og overgangsperioder mellem den ældre og den yngre metode hvor bådbyggerne har evnen til at ændre på bådeformene, ud fra skabeloner, alt efter kundernes ønsker. Et levende eksempel på dette er de nordjyske havbåde, som fortsat bygges til erhvervsfiskeri fra den åben strand, og hvis formgivning stadig udvikles i dialog mellem fiskerne og bådebyggerne.

    Efterhånden som fiskeriet, materialtilgangene - og samfundet ændrede sig, var kunderne imidlertid ikke længere  lokalt forankrede, hvis bådebyggeren skulle overleve, skulle de kunne bygge flere forskellige bådtyper fra forskellige egne af landet. Dermed gik den lokalt forankrede byggemetode tabt.

    Klinkbygningsteknikkerne var de samme, men den individuelle formgivning forsvandt hen ad vejen og er i dag nærmest helt væk fra den tegningsbaserede metode.
    Nordisk småbådebygning er, uansett byggemetode, et truet håndværk og har brug for langsigtede strategier for beskyttelse. Men de få steder i Norden der stadig byggerefter en lokalt forankret byggemetode er uden sammenligning i større fare for at uddø end den tegningsbaserede metode der trods alt stadig er levende flere steder i Norden. Hvis vi benægter at der er forskel på de to metoder, og kalder alt klinkbådebygning i træ for traditionsbådebygning, så opdager vi ikke når den 1000 år gamle lokalt forankrede traditionelle byggemetode er forsvundet. De handlingsbårne kundskaber, formgivningsmetodene, forståelsen af de lokale både, mv. går tabt på et splitsekund.

    I dag bliver tegningsbaserede klinkbådebyggere i Danmakr udlært til at kunne udvælge og tilvirke materialer og håndtere forskellige værktøjer, læse diverse linje- og konstruktionstegninger og kunne oversætte dem til konkrete både og båddele. At bygge en klinkbygget båd efter tegninger er en teknik, der kræver tredimensionel forståelse, tricks og metoder. Bådebyggeren skal have en veludviklet sans for linjeforløb, dimensionering og finish for at nå godt i mål. Der wer stadigvek en masse konkrete løsninger og praktiske metoder der ikke kan læses i tegningen. Bådebyggeren skal kunne skabe et billede i sitt hoved af de konkrete opgaver, vedkommende står ovenfor for at kunne planlægge den bedste og mest effektive vej til slutresultatet. Gennemførsel af reparationsarbejde kræver derudover en evne til at forstå kunderne og bygge reparere og ændre ud fra deres ønsker. Endeligt skal bådebyggeren i dag kunne opsøge diverse kilder, dokumentation og beskrivelser af gamle både, når de traditionelle bådtpe skal bygges eller repareres.

    Få steder i Norge, på Færøerne og enkelte andre steder kan man stadig få bygget en traditionell båd på den 'gamle' måde. Atla Ove Martinussen sagde: "Dei gamle handverkarane representerer ein tenkjemåte når det gjeld form- og dimensjonsforståing som vi står i fare for å miste" i sitt foredrag "Det indre bilete - abstraktion og formforståing i handverk" på Tromsøkonferencen om traditionsbygning i 2016, hvor den traditionelle norske bådebygning, eller den lokalt forankrede traditionelle klinkbådebygning, var emnet. Her citerede han også en samtale med Oselvarbyggeren Harald Dalland: "Kva er nøkkelen til å læra seg denne metodiken - denne tenkjemåten?" Harald svarede: "For det første trur eg at basiskunnskap om meterialkvalitet, verktøybruk og kroppsbruk i handverk er heilt avgjerande. Du må kunne så mykje at du veit kor du kan tøye grensene - det er heile tida snakk om å tøye grensene for å oppnå det optimale i høve til eigenskapar i båten, for å tilfredsstille kunden sine krav."

    Den gamle måde at b ygge de traditionelle både på, repræsenterer en tænkemåde og en særlig metode. Metoden er og har vært lidt forskellig i hele Norden, men ens for dem er at de udspringer fra handlingsbåren kundskab og bliver overleveret til nye bådebyggere fra mester til lærling, gennem kon kret bådebygning, fælding af egned træer, iagttagelser og vurderinger af tidligere byggede både og tilbagemeldinger fra de mennesker bådene bliver bygget til. Forståelsen af forholdet mellem form og funktiuon bliver indarbejdet i kroppen og i hovedet på en gang, undervejs i det praktiske arbejde. Når først bpdebyggeren føler sig bekendt med hvor grænserne for sin egen traditionsbåd ligger, er man udlært og kan bygge til kunder med forskellige ønsker og behov, indenfor sin egen særlige lokale byggetradition.

    De to klinkbygningsmetoder skal ikke rangordnes, den ene metode er ikke bedre eller mere rigtig end den anden. De skal begge anerkendes og beskyttes under nordiske klinkbådstraditioner. For dermed bliver det klart, at det kræver hurtig handling for at understøtte og give opmerksomhed til de få tilbageværende lokaliteter der har erfarne bådebyggere der kan videregive deres traditionelle kundskaber fra den lokalt forankrede metode til nye, unge bådebyggere. Det bliver også tydeligt, at de bådebtggere der har lært at bygge efter de tegningsbaserede metoder, er helt centrale aktører i arbeijdet med , så at sige, at redde stumperne fra de tidligere traditionelle byggemetoder. De skal fortsette med at bygge traditionsbådene, for de er de en este der har evnerne til at forstå og genskabe dele af bde uddøde traditionelle metoder og kundskaber. 

Bådebygning i fremtiden

Levende kulturarv udvikler sig, de nordiske klinkbådstraditioner udvikler sig.  Den klinkbyggede nordiske båd har også udviklet sig i flere tusinde år, men ikke mere end at lægfolk har svært ved at se forskellen på, for eksemple en færøsk båd og en båd fra vikingetiden, trods 1000 års udvikling. Men bordene er stadig klinklagte, klinket sammen med jernagler (galvaniserede jernagler eller kobbersøm i dag), bådene er stadig træ der har groet i en skov.

    Vi mistet fokus på videreførelsen af bådebygningsarven med dets formgivning og tankesæt, materialforståelse og håndverk - hvis vi ikke indser, at bådebygning i nye materialer og nye teknikker som cnc-fræset plywood, epoxy og glasfiberarmeret polyester ikke rder og videreføre de nordiske klinkbådstraditioner. Hvis man vil bygge i plywood, epoxy eller glasfiber, er det naturligvis helt fint med mig. Men masseproduserede snitmønstre i plywood som enhver med lidt fingersnilde kan samle til en båd med epoxy, kan resultere i maritime fællesskaber, men skal ikke forveksles med de to nordiske klinkbygningdmetoder som jeg har forsøgt at beskrive herover. For de nye metoder understøtter på ingen måde de nordiske klinkbådstraditioner som vi bad UNESCO om hjælp til at beskytte. Tvertimod kan de være med at tage livet af dem.

​

Søren Nilsen er båtbygger ved Vikingeskibsmuseets bådevbærft. Udlært i den tegnings- og opmålingsbaserte klinkbyggingsmetoden.